11. januar 2021

Vind i sejlene hos Aalborg Maskinfabrik

Aalborg Maskinfabrik har travlt, da kunderne efterspørger turn-key løsninger indenfor produktions- og løfteudstyr. Derfor opruster Aalborg Maskinfabrik igen på medarbejdersiden.

Nyt kendt ansigt i branchen
Kaj Vestergaard Jensen er pr. 1. januar 2021 ansat hos Aalborg Maskinfabrik. Kaj kommer fra en stilling som produktionschef hos Danish Crane Building og har en solid faglig og ledelsesmæssig ballast og skal være med til at løfte design og produktion af turnkey løfte- og kranløsninger til nye højder. Kaj holder til i produktionsafdelingen på Skydebanevej i Aalborg.

“Vi er glade for at byde en stærk faglig og erfaren leder velkommen, og det giver os nu endnu flere muskler til at løfte nye spændende opgaver i fremtiden”, lyder det fra direktør Kim Palsgaard Thomsen.

”Vi er kendt for at levere komplette kvalitetsløsninger og har primært vores kunder i industrien – særligt inden for vindmølleindustrien oplever vi en øget interesse. Derfor har vi de seneste måneder udvidet vores konstruktionsafdeling med 3 ingeniører. Vi har mange års erfaring i hele processen – fra idéudvikling til anlægget er i drift hos kunderne, og det er noget vi kan se, kunderne efterspørger mere og mere”, tilføjer Kim Palsgaard Thomsen.

Som fabrikschef hos Aalborg Maskinfabrik skal Kaj i tæt samarbejde med Bjarne Bøgh sikre fortsat vækst og fremdrift inden for produktions- og løfteudstyr til Industrien.

Bjarne Bøgh er en stor kapacitet hos Aalborg Maskinfabrik og kunderne og kollegaerne kan fortsat nyde gavn af hans mangeårige erfaring og kreativitet, da han overgår til en stilling som forretningsudvikler i Maskinfabrikken.

”Bjarne stiftede i tidernes morgen Nordjysk Stål, som i 2017 slog sig sammen med Aalborg Maskinfabrik for at skabe én slagkraftig virksomhed”, fortæller Kim Palsgaard Thomsen.

Lad os tage en snak

Vores erfarne team af eksperter er klar til at rådgive og hjælpe med at finde den rigtige løsning til dit projekt.
Udfyld formularen nedenfor og vi kontakter dig hurtigst muligt. Find alle vores kontaktoplysninger her.